Samlar

Kroppen er dit anker i nuet.

Kroppen rummer både ressourcer, information og evne til regulering.

En central del af terapien er at styrke dit kropskort og opbygge resiliens, kapacitet og ressourcer i nervesystemet til at møde dig selv og dit liv.

Dette gennem bl.a. øvelser og bevægelser, som understøtter nervesystemet og hjernens samarbejdsvillighed – samt ved at spørge ind til de konkrete kropslige sansninger i den terapeutiske proces.

Vi vil sammen undersøge dine psykologiske vaner og mønstre.

I sindet lever gamle fortællinger om hvem vi er, hvordan verden er – og hvad vi kan blive til.

Vi vil kigge på, og udfordre disse. Se på hvad der er virkelig er dit, og hvad du måske har nedarvet eller overtaget fra dine omgivelser

Mange af os har til vane enten at negligere, forbigå eller blive opslugt af vores følelser.

Min forståelse og erfaring er, at følelserne skal rummes, som de er – og når det lykkes, bliver de en kilde til livfuldhed, orientering og god kontakt i relationer.

Mange af os har ikke haft mulighed for at udvikle denne færdighed så godt gennem livet.

I terapien vil jeg støtte og guide dig i dette.

Jeg er optaget af at møde dig i det, der sker i dit liv lige nu her.

Jeg tror på det kan være enormt værdifuldt, når vi som mennesker kan møde vores liv, som det er – også når det ikke går som vi håber.

Denne forholden sig til nuhed og sin eksistens som den udfolder sig, kan give en mere præcis orientering ind imod det som er klar til forandring.

Og når vi så møder det, åbner sig det næste spørgsmål: Hvordan vil jeg forholde mig til det?

Det er en indgangsvinkel ind i den eksistentielle frihed. 

Her kommer der adgang til valg, og til at vi kan være med til at forme vores eksistens.

Det handler om at kunne forstå sig selv i en større kontekst.

Mange af os isolerer os med vores smerte. Vi gør det personligt, og tror “det er kun mig”. Det kan være en tung byrde at bære.

Det transpersonlige perspektiv handler både om, at opdage, at der et større felt man kan hente støtte og læne sig ind i – og at opdage, at selvom vores historier er personlige, er vores reaktioner på dem ofte fællesmenneskelige.